Forordningen (ny gældende lovændring) pålægger os en hel del nye / ændrede procedurer for vores arbejde som dyrlæger.
Kort fortalt, er her nogen af hovedpunkterne:
- Kaniner betragtes som produktionsdyr til konsum i hele EU.
- Det er ikke muligt at få udtaget sin kælekanin fra konsum, heller ikke selv om den chipmærkes osv.
Det betyder at man som ejer ikke må få udleveret medicin til sin kanin, medmindre man har et medicinhåndteringskursus.
Samme regler gælder for høns, også selvom det er kælehøns som ikke skal spises. Ejer skal også her have medicinhåndteringskursus.
Vi skal derudover lave tilbageholdelsessedler for kød og æg, hvis vi udleverer medicin til enten kaniner eller høns.
Dyrlæger må ikke længere indtelefonere recepter til apoteker. Vi må stadig gerne sende dem med fax, og du kan hente dem fysisk i papirform.
Dyrlægen SKAL overholde ALT hvad der står på indlægssedlen på ALT medicin mht dosis, behandlingslængde og hvad medicinen gives for. Også selvom der fx står, at det smertestillende medicin kun må gives 2 dage efter kirurgi (fx sterilisation) selvom vi godt ved at hunden får brug for 7 dages behandling. Hvis behandlingen skal forlænges, udover hvad der står i indlægssedlen, skal dyrlægen se dyret til konsultation først. Det er ikke nok med status via telefon eller video.
Allergivaccine (hyposensibilisering) skal skaffes fra EU (tidligere fik vi fra USA og UK) så en del af disse patienter, skal overgå til ny medicin, når de løber tør for det de kører på nu.
Veterinærsygeplejersker må som udgangspunkt fra fredag ikke informere om receptpligtig medicin eller rådgive ejer herom. Men vi afventer pt hvordan vores veterinærsygeplejersker skal forholde sig til den nye EU ordning på klinikken.
Samt virkelig (!) mange andre lovændringer. Overtrædelse af loven vil betyde sanktioner for den enkelte dyrlæge i form af fx bøder.
Vi er alle ved at få styr på de nye regler, og vi gør vores bedste, for at det skal gå så nemt som muligt.
Vi håber på et godt samarbejde med dig som dyre ejer, og på lidt forståelse her i opstartsfasen, indtil ændringerne er implementeret i hverdagen.