Kastration af hankatte

Ved at lade katten neutralisere opnås de bedste betingelser for et harmonisk forhold mellem kat og ejer.
Det er ikke synd for katten at neutralisere den. Den neutraliserede kat vil hele sit liv være en glad, kælen og legesyg kat, der holder sig til sit hjem og sine mennesker. Derimod er det virkeligt synd for en kat – og i strid med dens natur – at lade den være i kønsdrift uden at den kan parre sig.

For hankattens vedkommende nedsættes risikoen for strinteadfærd og territorieslagsmål samt heraf følgende infektioner og bylder.

Derfor anbefaler vi på Grundtvigs Dyreklinik, at katte der ikke skal avles på, bliver neutraliseret.

Indgrebet foretages i fuld bedøvelse under sterile og overvågede forhold.

Normalt vil man neutralisere kattene omkring 4-6 måneders alderen, men kontakt os på klinikken og vi vil i fællesskab finde et passende tidspunkt for din kat.

Kastrationen  foregår under bedøvelse ved en lille operation, hvor testiklerne fjernes igennem 1 eller 2 små snit i huden. Der er ingen sting der skal fjernes.

Neutraliserede katte har lettere ved at tage på end ikke-neutraliserede katte, men det problem kan du løse med passende fodring. Vi vejleder gerne i forbindelse med dette.